Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Børnegården Frederiksholm! 

Vi er en integreret daginstitution med plads til 48 vuggestuebørn og 84 børnehavebørn, som holder til i et ældre hus i den gamle del af Sydhavnen. 

Vi har et fælles motto, der kendetegner vores pædagogik, som lyder: 

"Børn skal genkende i dag og glæde sig til i morgen."

Vores hus 

Vores hus ligger på en stille beboelsesvej lige mellem Sjælør og Sydhavn Station.

Vi er tæt på et stort parkområde med kastanjetræer, små søer og store grønne plæner. I forbindelse med parken ligger også Vestre kirkegård med rigtig mange gravsten som vi også nogle gange kigger på og snakker om. Vi er også tæt på Valbyparken med store grønne områder, små søer med haletudser og en naturlegeplads med mulighed for at lave bål. 

Alle vores stuer har store vinduespartier og direkte udgang til legepladsen. Vi har et fælles puderum til motoriklege og et krearum fyldt med maling, glimmer, pap og alverdens dimsedutter. Derudover har vi for nylig fået indrettet vores sprogrum, hvor børnene kan samles til forskellige sprogaktiviteter i mindre grupper. 

Vi har en dejlig stor legeplads, der lige er blevet renoveret. På legepladsen er her masser af gamle, smukke træer, og her er klatrestativer, gynger, rutsjebane og meget mere. Vi har også en overdækket bålplads, som børnehaven om fredagen bruger til at lave mad over bål ved. Legepladsen er opdelt mellem vuggestue og børnehave, men med en låge imellem, så vi også har mulighed for at være hele huset sammen. 

Rim og remser, sprogposer og "månedens bog"

Mange af vores børn er to- eller flersprogede. Dette sætter krav til vores pædagogiske indsatsområder og organisering, så vi bedst muligt kan sikre alle børns sprogudvikling og læring.

Vi arbejder med en fokuseret sprogstrategi, hvor målet er at give børnene de bedste muligheder for at udvikle sig sprogligt. Sprogstrategien er ikke kun tiltænkt børn med sproglige udfordringer, men alle vores børn.

Både i vuggestuen og i børnehaven har vi sat piktogrammer op, som kan understøtte dagens gang. I vores daglige dialog med børnene har vi fokus på at hjælpe børnene med at sætte ord på deres handlinger. Det kan være ved at sige ”du griner” eller "du løber”. På samme måde sætter vi ord på vores egne handlinger. Det kan være ”jeg synes, at det er hyggeligt at sidde her sammen med jer”. Det giver en tryghed og forudsigelighed for barnet og styrker igen barnets sproglige udvikling.

Vi gør særlig brug af dialogisk læsning (det vil sige, hvor vi har en dialog med barnet, mens vi læser højt), og det er noget, som alle vores medarbejdere bliver lært op i, når de starter hos os.

Vi har en sprogvejleder tilknyttet i klyngen, der ofte er i huset, og som laver forskelligt materiale til os. Vi har sprogkasser i børnehaven og sprogposer i vuggestuen, som er fyldt med sanglege, rim og remser og enkelte bøger, som vi bruger i pædagogiske aktiviteter med børnene. Vi benytter os af sprogtemaer hen over året, som er fælles for hele huset. Vi har fire temaer, der skifter hver tredje måned. Temaerne er dyr, mad, kroppen og mig og min familie. 

Som et led i vores forældresamarbejde har vi også det, vi kalder "månedens bog" og "månedens sang". Begge dele bliver hængt op i huset, så man som forælder kan se, hvad vi synger og læser lige nu. Derudover får alle sangteksterne til "månedens sang" med hjem, så børnene kan synge sangen sammen med deres familie derhjemme.